Sangerbloggen

Farvel og tak for denne gang

Jeg har 5 familier: min egen lille familie, min svigerfamilie, min mors familie, min fars familie – og min Vocal Line-familie… De første af mine familier giver næsten sig selv. Jeg har ikke selv valgt dem, men jeg elsker dem højt alligevel, og de må aldrig ændres væsentligt, for så ryger fundamentet. Min Vocal Line-familie har jeg helt selv valgt, og det er den af mine familier, der har været størst udskiftning i, men også den af mine familier, der har været mest udvikling i. Alligevel har jeg nu besluttet at sige farvel til min 5. familie efter 15 års bekendtskab. Og hvorfor nu det? Det har jo været en lang rejse gennem musik, venskaber, oplevelser, identitet, hårdt slid, følelsen af utilstrækkelighed eller følelsen af ikke at kunne skydes igennem, stolthed, socialt netværk og succes. Og det er dér, jeg har haft min trygge base, da jeg flyttede til Århus, da jeg startede på seminariet, da jeg prøvede mig frem med forskellige kærester, da jeg blev lærer, da jeg flyttede til Aalborg, da jeg fandt min mand, da jeg fik mit første barn, og da jeg blev voksen lige så langsomt….

Men alting har sin tid….Og nu er min tid kommet, hvor jeg kan mærke, at jeg har brug for at hellige mig mine andre familier lidt mere målrettet. Jeg skal jo nødigt blive hende, der tænker, når Jens sætter gang i sine visionsoplæg, at ”bare vi ikke skal rejse for meget næste år”, ”bare der ikke bliver for mange øveweekender” og ”øv, dét gad jeg godt, men må hellere melde fra, så jeg ikke misser min søns fødselsdag…” osv. For hvem gider være visionsbremsende? Ikke mig!

Vocal Line er jo netop visionært og ”et kor der ligger i overhalingsbanen”…, og det er jo netop derfor, at vi er så mange, der har prioriteret at synge i Vocal Line – også i de perioder, hvor det var svært at få tingene til at hænge sammen med et almindeligt hverdags- og familieliv. Det var jo dér jeg fik mine største musikalske oplevelser, mine største musikalske udfordringer, kamp til stregen rytmisk og motorisk, lov til at vinde priser som en del af verdens bedste kor, at rejse jorden rundt, at opleve hvordan nogle af verdens bedste sangere interesserede sig for denne helt specielle måde at lave kor på, at blive dirigeret af flere forskellige inspirerende og levende dirigenter, at lytte til Malene Rigtrups malende beskrivelser af sine dejlige arrangementer, at synge Hallelujah igen og igen – og stadig blive rørt over Jens´ smukke klange, at modtage blomster fra en ukendt beundrer, at spilde kaffe i en fotobog til 47.000 kr., at opleve 'stripperpræsten' på slap line, at synge kor på Steffen Brandt og TV2 – stort!, at opleve at energien i ”Bästa Vänner” var intakt efter 750 optrædener, at tage til konkurrence uden Jens!, at synge nytåret ind sammen med 1 millioner danskere og en gentagende højgravid veninde 4 år i træk, at lytte til Morten Kjærs forførende og medrivende stemme, at feste 30 mennesker på tomands-værelser på adskillige hoteller….Det har været sjovt!!!

I min egen lille private Vocal Line-historie hører også med, at jeg fra barnsben er opflasket med Jens og hans inspirerende og sympatiske måde at styre en flok korgale mennesker på. Da jeg som 11-årig sad og lyttede til Åbenrocks korprøver, hvor min mor var særligt aktiv, besluttede jeg, at dét dér ville jeg også engang. Det blev ikke Åbenrock, men Vocal Line, og det var vist en ok udlevelse af min barnedrøm. Cirka samme tid fik jeg en lillebror, der, da han var 11 år, og jeg startede i Vocal Line, havde Randy Crawford som sit største idol, og frygtede, at hans stemme nogensinde skulle gå i overgang, for hans drøm var nemlig at skulle synge 2.sopran i Vocal Line.

Hans stemme gik i overgang, så han måtte finde sig en anden drøm, men pludselig ved Vocal Lines to julekoncerter i december stod han dér foran os med sine fine sange, og passede vist bedre dér end blandt pigerne i 2. soprangruppen. Det var stort – og lukkede min Vocal Line-historie på allersmukkeste vis – og det gav mening!

Med et utal af koncertoplevelser, mange mange rejser, koncerterne med min elskede lillebror, 5 cd´er rigere, og et ukendt antal Vocal Line-venner, der altid vil give et smil i hjertet, når jeg møder dem igen, er der ikke en eneste time, der har været spildt… Jeg vil savne at kunne sige ”jeg synger i Vocal Line”, og derefter mærke folks beundring og anerkendende nik, når de tænker, at hun nok er rigtig dygtig – men så må jeg jo skabe mig en ny identitet, hvor det er nogle andre ting, der er med til at beskrive min personlighed – og mon ikke det lykkes mig med tiden?

For som en klog mand altid blinker til mig under koncerterne, når vi synger ”there´ll be better dreams, and plenty…”, så er det jo fuldstændigt rigtigt. Selvom jeg ikke helt kan mærke, at han har ret, når jeg står midt i den store lyd og de velduftende mennesker, så er jeg jo omvendt slet ikke i tvivl, når jeg mærker et lille ben eller hånd, der sparker i min mave – og når jeg kigger på min egen lille hjemmelavede familie, der skal hjælpe med at udfylde mit Vocal Line-tomrum – så giver det jo alligevel helt fantastisk god mening.

Tak for 15 helt fantastiske år, Vocal Line, der altid vil være i den varme plet i mit hjerte. Jeg glæder mig til at nyde jer fra den anden side, og at følge jeres videre succes ud i den store verden. For ingen lyder helt som Vocal Line….

Og så sad en anden gammel Vocal-Liner her med tårer i øjnene på en helt almindelig onsdag aften - hvor nogle sikkert har haft en fantastisk korøver :-) - og tænkte, at det da vist ikke kunne siges smukkere. Den varme plet i hjertet - lige der sidder vocal Line også hos mig.....

Tak for dit smukke farvel, Trine. Jeg tror du får udtrykt det, som mange føler, når de forlader dette fantastiske kor. Jeg kan i hvert fald nikke genkende til meget af det - og det er altså 13 år siden jeg stoppede. Men du har helt ret: Når først Vocal Line har fået en plads i hjertet, så bliver det der for altid.